Fostervandsprøven er en undersøgelse for kromosomsygdomme og visse arvelige sygdomme hos fosteret. Fostervandsprøven kaldes også en “amniocentese”

Risiko

Både ved fostervandsprøve og moderkageprøve er der ½ – 1 % risiko for at abortere efterfølgende.

Sådan foregår en fostervandsprøve

Fostervandsprøven kræver hverken indlæggelse eller særlige forberedelser. Du er velkommen til at have en voksen ledsager med. Vær opmærksom på, at der er flere mennesker på stuen. Fostervandsprøven tages af en læge i samarbejde med en sygeplejerske eller jordemoder.
Før selve prøven bliver du skannet på maven, så vi kan se fosterets hjerte slå, fosterets placering og finde en fri sø af fostervand. Maven afvaskes med sprit. Prøven tages gennem en tynd kanyle gennem maveskindet – du mærker et stik i maveskindet, som typisk mærkes som at få taget en blodprøve. Selve prøven tages i løbet af få minutter.Under hele undersøgelsen bliver du skannet på maven. 

Efter prøven

Efter undersøgelsen skal du blive i afdelingen i ca. 15 minutter. Vi anbefaler, at du tager det med ro resten af dagen. Fostervandet er gendannet i løbet af 24 timer. Dagen efter kan du genoptage dine vanlige aktiviteter.

Nogle kan få ubehag i form af tyngdefornemmelse eller menstruationslignende smerter. Det vil som regel aftage i løbet af det første døgn. Får du ondt kan du tage paracetamol-tabletter (for eksempel Pinex, Panodil eller Pamol), der hjælper mod smerter og sammentrækninger i livmoderen.
Opstår der sivende fostervand, blødning eller vedvarende stærke smerter, skal du kontakte afdelingen på tlf. 65 41 23 11. Uden for vores åbningstider skal du kontakte Fødegangen på tlf. 65 41 23 43

Svar

I løbet af 2-3 hverdage får vi svar på de mest almindelige kromosomafvigelser som for eksempel Downs Syndrom. Det er også mulige at få barnets køn oplyst.
Det tager længere tid at undersøge for de mere sjældne sygdomme. Her får du først besked efter ca. 2 – 3 uger.

Hvis undersøgelsen er normal, får du besked med brev.
Viser undersøgelsen noget afvigende, ringer vi dig op, så snart at vi får svaret. Du og din partner vil snarest muligt blive inviteret ind til en individuel samtale.

Fostervands Prøve
Her tager vi fostervandsprøven